Nye regler for gule kort
Fodboldloven har fået en ændring op mod den kommende sæson. Nu skal de danske breddespillere indstille sig på, at to gule kort ikke længere er garanti for, at holdet spiller med 10 mand på banen resten af kampen.
Nye regler gør nemlig, at den samme spiller kan modtage to gule kort, men erstattes af en spiller fra bænken, når udvisningen på 10 minutter er overstået. Indtil nu har to gule været lig med en permanent udvisning og dermed en mand i undertal, men det kræver altså et direkte rødt kort fra den nye sæson.
Man kan dog stadig risikere i særlige tilfælde, at to gule kort giver en mand i undertal. Det sker, hvis den udviste spiller modtager sit andet gule kort, mens han stadig er ved at udstå tidsstraffen fra det første gule kort. I det tilfælde tæller de to gule kort som et klassisk rødt, og spillerens hold skal altså klare sig med 10 mand resten af kampen.
Stadig karantæne
Der har op mod regelændringen været spekuleret i, om to gule kort fra den nye sæson ikke længere tæller som et rødt i forhold til karantænereglerne, og at det dermed skulle være ’en gratis omgang’.
Det forholder sig dog sådan, at den spiller, der modtager to gule kort, stadig vil blive karantæneramt op mod næste kamp, og derfor skal afsone en spilledags karantæne. Samtidig skal dommeren fortsat indberette, når en spiller får to gule kort i en kamp.
Hvis du vil blive klogere på de nye regler for gule kort, kan du læse lovteksten her.