Menu

Nyhedsbrev – Oktober 2016

image
26. oktober 2016 kl. 08:35

Sæsonen går på hæld – og vi vil fra bestyrelsen lige komme med en lille oversigt over, hvad der har rørt sig og rører sig pt. i Bording IF.

På vores anlæg har vi lige før sommerferien opført 3 læskure, der forhåbentligt gør det muligt at se fodbold i læ for regn og rusk, de dage vejret er sådan. Behovet blev noteret, da vi stod en kold, blæsende forårsdag og så en senior træningskamp – ideer blev til handling og nu har vi de 3 fine læskure, som er blevet taget godt imod.

Nu vi er ved anlægget – så har vi sagt ok til Bording Lokalråd, der tumler med tanker om at føre en trampe/græssti fra tunnelen og så helt ud til bag ved cykelbanen. Stien vil gå mellem banen og vores areal – så det krat der er vil blive fjernet. Der har ligget mange bolde i, så det bliver nemmere tilgængeligt, når stien bliver anlagt. Lokalrådet skal ud og finde midler til det, så vi kender ikke tidshorisonten endnu.

Ser vi tilbage på XL Bording Cup – så var det igen en stor succes. Det nye tiltag med Hop & Rul, der var en masse hoppeborge, klatrevægge mv. blev taget særdeles godt imod – og det var med til at understrege, at vores stævne godt nok er et sportsligt stævne, meeeeeen det gør ikke noget, at man hygger sig rigtig meget samtidigt. Stævnet bidrager jo væsentligt til vores økonomiske råderum – og uden jeres hjælp var det ikke muligt at gennemføre, så tak til alle hjælpere ! Vi får jo masser af positiv feedback fra deltagerne, der virkelig nyder vores ”lille” stævne – og i år havde vi en del hold på venteliste, da stævnet var fuld booket op !

Ser vi på det sportslige – på herresenior siden – så er vi i skrivende stund sikret en oprykning fra serie 5 til serie 4 med 2. holdet. 10 kampe, 10 sejre – nogle af dem dog skrivebordssejre, da modstanderne spillede ulovligt, men 3 point er 3 point, så sikker oprykning. Nu håber vi på, at holdet kan stabilisere sig i serie 4. Førsteholdet i serie 3 har 2 vigtige kampe inden sæsonen er færdig – og kan med 1 point ude mod Kjellerup sikre sig overlevelse. Det er vigtigt – for holdet er ungt, der er potentiale og vi vil gerne se det hold udvikle sig yderligere. Der er en god blanding af rutinerede kræfter og så unge hurtigløbere – og hvem ved, det kan være der kommer flere til i vinterpausen. Det er i hvert fald imponerende med alle de spillere vi er i Bording IF – fedt at opleve!

De mange spillere skaber også et ønske om bedre belysning – og vi har været ude og inspicere andre baner og arbejder pt på at skaffe midler sammen med egen opsparing, så vi kan få det nuværende lysanlæg opgraderet til et bedre niveau. Vi håber at kunne få det på plads i 2017 – og det ville jo være lækkert at det blev i første halvdel – nu må vi se.

Det nærmer sig jo hastigt jul – og som en lille nyhed, kan vi fortælle at vi kommer med noget spændende, som man kan bruge i julegave. Vi regner med at have det på plads og lager om en måneds tid – følg med på vores Facebook side eller på hjemmesiden.

Det var hvad vi lige havde på hjerte – indendørssæsonen er ved at sætte i gang så småt, så vi håber mange vil benytte sig af muligheden for at holde formen og boldfølingen ved lige J

God vinter – vi ses på græs til foråret…….

På bestyrelsens vegne

/

Luk